Kurven er tom
( 0 )
Kurven er tom
Brød Tilbehør

Weekendens produktioner

Stenalderrugbroed med chiafroe1
Så blev det allerede mandag igen – og nu er vi er oven i købet allerede en god del inde i mandagen. På trods af at jeg egentlig ikke havde voldsomt mange planer for weekenden, synes jeg tiden fløj af sted. Jeg havde glædet mig til en weekend, hvor jeg skulle se lidt forskellige veninder og ellers kunne bruge en masse tid herhjemme, bl.a. på lidt forskellige produktioner i køkkenet. Det var da stort set også udelukkende, hvad tiden endte med at blive brugt på – ja og så lige et par gåture i det dejlige solskin – men ikke desto mindre så gik tiden alt for stærkt. Har I mon haft det på samme måde?
Det var primært lørdag eftermiddag, der stod på sysler i køkkenet. Jeg havde inviteret et par veninder til brunch søndag, så der var bl.a. lidt, jeg ville lave klar dertil. Da jeg ramte lørdag aften, have jeg lavet to slags hjemmelavet marmelade, bagt et brød og lidt boller, sat projekt hjemmelavet yoghurt i gang og startet en glutenfri surdej, som jeg vil eksperimentere med om et par dage. De to marmelader, jeg lavede, var en hindbærmarmelade med lakrids, som du kan finde opskriften på her og en brombærmarmelade med ingefær. Jeg har tidligere nævnt et par grunde til, at man med fordel kan lave sin marmelade selv, men de kan godt tåle at blive gentaget: det smager ofte bedre og rent faktisk af frugt, du kan skære en del ned på sukkerindholdet, du kan få marmeladen til at smage af lige det, du ønsker, og så er det super nemt.
Brødet, jeg bagte, var et stenalderbrød, paleobrød eller måske skulle jeg bare kalde det mit eget glutenfri rugbrød med chiafrø… for det er nemlig, hvad jeg bruger det som. Et super sundt alternativ til rugbrød. Opskriften er faktisk den samme som på mine chokostenalderbrud, som jeg tidligere har delt opskriften på her. Forskellen er bare, at jeg udelader chokoladen og bager brødet i en rugbrødsform. Det betyder så også, at der er en anelse længere bagetid. Opskriften på mit glutenfri alternativ til et rugbrød kan du se sammen med opskriften på brombær-/ingefærmarmeladen nedenfor. Resten af opskrifterne på weekendens produktioner – der fulgte jo lidt flere ting, som blev forberedt søndag morgen inden brunch med tøserne – skal jeg nok dele løbende. Ha’ en dejlig mandag aften!

Stenalderrugbroed med chiafroe

Glutenfrit alternativ til rugbrød mængden passer til en rugbrødsform:
1 dl chiafrø

2 1/2 dl vand
150 g valnødder
120 g sesamfrø
100 g hørfrø
100 g græskarkerner
80 g solsikkefrø
2 tsk salt
1 tsk bagepulver (glutenfrit)
3 store æg
1/2 dl olivenolie

Stil chiafrøene i blød i vand i 10-15 minutter. Blend valnødderne til en melet konsistens og bland hørfrø og sesamfrø i. Inden græskarkerner og solsikkefrø blandes i, blender jeg dem ganske kort, så man får en blanding af hele og mere findelte frø. Bagepulver og salt røres godt sammen med resten af de tørre ingredienser. Chiafrøene, som nu har opsuget vandet, røres i. Pisk æggene i en separat skål og rør olien i, inden de tørre ingredienser tilsættes lidt ad gangen. Rør det hele godt sammen. Hæld dejen i en rugbrødsform beklædt med bagepapir og bag ved 160 grader varmluft i ca. 1 time og 15 minutter.

Brombaermarmelade

Brombaermarmelade1

Brombær marmelade med ingefær:
300 g frosne brombær – eller friske, hvis det er sæson
100 g rørsukker
ca. 15 g frisk ingefær, skrællet vægt
saften fra 1 limefrugt

Hæld brombærrene i en gryde sammen med sukkeret og varm det langsomt op. Tilsæt fintrevet frisk ingefær og limesaft. Når sukkeret er smeltet og marmeladen koger, skrues der ned og marmeladen koger videre for svag varme i ca. 10-15 minutter til den har fået en lidt tykkere konsistens. Tilsæt en anelse atamon, hvis du vil give marmeladen lidt længere holdbarhed. Hæld marmeladen på et skoldet glas og luk låget, mens marmeladen stadig er varm.

Du har måske også lyst til at læse dette

Ingen kommentarer endnu

Kommenter

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk