Kurven er tom
( 0 )
Kurven er tom
Aftensmad

Karbonader i nye klæder

Karbonader3
Karbonader eller krebinetter, kært barn har mange navne…. eller det vil sige, det har egentlig aldrig været min favoritspise. For bare en lille måneds tid siden, kunne jeg næsten ikke huske, hvornår jeg sidst havde spist en karbonade. Efter jeg lavede dem på en ny måde og med det økologiske svinekød fra Krogagergaard, (som du kan læse om her), har dette dog ændret sig. Jeg har allerede lavet dem flere gange. Senest til mine forældre, som var enige med mig i, at dette godt kunne være en ny klassiker hos os. Det er super nem og sund mad og det smager rigtig dejligt. Den nye variant af karbonaderne bestod i, at jeg ikke panerede dem samt serverede med ovnbagte grøntsager og en hjemmelavet dressing. Den eneste årsag til, jeg ikke panerede dem, var, at jeg var for doven til at lave noget glutenfri rasp, og så skulle det også gå lidt stærkt. Men resultatet blev rigtig godt og de gange, jeg har lavet dem efterfølgende, har jeg også undladt at panere dem. Se nedenfor, hvad jeg brugte til denne nemme men lækre klassiker med et twist.

Karbonader4

Opskrift til 4 personer:

Karbonader:
500 g hakket svinekød
lidt smør og olivenolie til stegning
salt & peber

Ovnbagte grøntsager/rodfrugter f.eks.:
knoldselleri

buttenut græskar
pastinak
kartofler
olivenolie
friskhakket eller tørret rosmarin
havsalt

Dressing:
4 spsk økologisk mayonnaise
2 dl yoghurt naturel (evt. laktosefri)
3 tsk æblesirup (læs om æblesiruppen og find forhandler her)
bladene fra en stilk frisk rosmarin
ca. 2 tsk havsalt
peber


Jeg har ikke skrevet mængde på grøntsagerne, da det ikke kommer sig så nøje. Jeg bruger altid færrest kartofler og flest af de andre sunde grøntsager, som ikke indholder så meget stivelse. Ofte laver jeg dem helt uden kartofler. Idag brugte jeg kun butternut græskar og knoldselleri. Det mætter ligeså fint og smager dejligt. Lav gerne en stor portion, da eventuelle rester fint kan bruges til madpakken dagen efter.
Start med at skrælle grøntsagerne og skær dem i stave eller mindre stykker. Vend dem i lidt olivenolie, bred dem ud på en bageplade med bagepapir og drys rosmarin ud over. Sæt dem i en varm ovn og bag dem i ca. 30 minutter ved 200 grader varmluft.
Del kødet i 4 lige store klumper, form dem til karbonader og drys med lidt salt og peber. Smelt lidt smør og olivenolie på en pande. Brun kort karbonaderne – ca. 1 minut på hver side – og lad dem derefter stege videre ved middel varme. Jeg vender dem et par gange undervejs og giver dem i alt ca. 12. minutter. De er færdige, når saften er klar.
Mens karbonaderne steger, røres ingredienserne til dressingen sammen. Jeg kommer rosmarin og havsalt i en morter først og findeler det, så man ender med en meget smagfuld rosmarinsalt, som er nem at røre ud i dressingen. Hvis du ikke har æblesirup, kan du bruge en almindelig ahornsirup. Det er dog muligt, der skal tilsættes lidt mindre, da den kan være sødere end min æblesirup. Tilsæt det lidt ad gangen og smag til.
Når grøntsagerne tages ud af ovnen, drysses de med lidt salt, inden de serveres sammen med karbonaderne og den kolde dressing. En klassiker med et twist er klar!

Du har måske også lyst til at læse dette

Ingen kommentarer endnu

Kommenter

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk