Kurven er tom
( 0 )
Kurven er tom
Kager

Julesmåkager

De sidste dage har der duftet dejligt af jul herhjemme, og jeg begynder så småt at glæde mig til at skulle i gang med oppyntning og alle de hyggelige traditioner, december måned byder på. Nå, men duften af jul skyldes, at jeg har eksperimenteret med forskellige julesmåkager bagt med kageblandingen SWEETIE. Jeg startede med pebernødder, som blev vildt gode, og derefter var motivationen til at fortsatte med vaniljekranse og brunkager stor. De 3 opskrifter på lækre og nemme klassiske julesmåkager i glutenfri udgave og med mindre sukker finder du under billederne. Og de smager skønt af jul 😉
Du kan købe SWEETIE som juletilbud og læse mere om melblandingen her.

PEBERNØDDER

1 SWEETIE melblanding
100 g smør
80 g rørsukker
1 æg
3 tsk pebernøddekrydderi (eller ca. 1/2 tsk stødt ingefær, 1/2 tsk kanel, 1/2 tsk hvid peber, 1/2 tsk kardemomme og 1/2 tsk natron)

Smør og sukker røres godt sammen til en blød masse. Herefter piskes ægget i. SWEETIE melblandingen blandes med krydderierne og røres herefter sammen med resten af ingredienserne. Dejen skal være lettere fast, inden den rulles ud i stænger, der er ca. halvanden cm i diameter. Stængerne skæres ud i små stykker på ca. 1 cm. Læg pebernødderne på en bageplade med bagepapir og giv dem et lille tryk, så de flader lidt ud. Bag dem ved 200 grader (over/undervarme) i ca. 10 min.

VANILJEKRANSE

1 SWEETIE melblanding
100 g smør
60 g rørsukker
1 vaniljestang
2 æg
0,75 dl mælk (eller rismælk)

Vaniljen skrabes ud af stangen og blandes med lidt rørsukker, så kornene skilles ad (brug spidsen af en kniv og bland det på et skærebræt). Rør smør, rørsukker og vanilje godt samme til en blød masse. Pisk æg og mælk i og tilsæt melblandingen. Pisk videre og saml til sidst dejen med hænderne. Stil evt. dejen i køleskabet for at lade den samle sig lidt. Brug en køkkenmaskine, hvis du har kødhakker med kagetilbehør, til at give vaniljekransen den fine stjerneagtige form. Eller fyld dejen i en sprøjtepose med stjernetylle og sprøjt den ud i cirkler på en bageplade. Alternativt kan dejen rulles i lange stænger på ca 1 cm i tykkelse, skæres ud i 10 cm. lange stykker, der samles til en cirkel og til sidst trykkes en anelse flade.
Bag vaniljekransene på en bageplade med bagepapir ved 200 grader over/undervarme i ca. 12 minutter til de er gyldne.

BRUNKAGER

1 SWEETIE melblanding
120 g smør
50 g mørk sirup (evt. ahornsirup)
50 g brun farin
1 dl mælk
30 g mandler
1 tsk potaske
1/4 tsk hjortetaksalt
1 tsk stødt nelliker
2 tsk kanel
1/3 tsk stødt ingefær
1/3 tsk allehånde

Smør, sirup, sukker og mælk lunes i en gryde til smørret er smeltet. Potaske røres ud i en smule lunket vand og blandes efterfølgende op i gryden sammen med hjortetaksalt. Hæld kogende vand over mandlerne og lad dem stå lidt, inden vandet hældes fra og mandlerne smuttes og hakkes. Hæld mandlerne i gryden og stil derefter blandingen til afkøling. Bland de resterende krydderier sammen med SWEETIE melblandingen og tilsæt det den afkølede blanding. Ælt dejen godt og rul den til et par stænger i den diameter, du gerne vil have kagerne. Læg dejen på køl til næste dag.
Tag dejen ud af køleskabet og skær den i ca. 2-3 mm tykke skiver med en skarp kniv med det samme. Læg kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem ved 185 grader (over/undervarme) i ca. 10 minutter.

God fornøjelse med julebagning og hygge 🙂

 

Du har måske også lyst til at læse dette

Ingen kommentarer endnu

Kommenter

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk