Kurven er tom
( 0 )
Kurven er tom
Brød

Glutenfrit brød med quinoa og boghvede

Quinoaboghvedebroed1
Jeg spiser ikke voldsomt meget brød længere, men jeg kan nu ikke komme uden om, at det er lækkert med et stykke hjemmebagt brød indimellem. -Og heller ikke, at det er en nem form for mad, især til madpakke.
Når man ikke kan tåle gluten, er man noget begrænset i forhold til at købe brød. Det er selvfølgelig muligt, og der bliver da også flere og flere butikker, der har et lille udvalg af glutenfrit brød, men jeg synes som regel, det er ret kedeligt, og så er det ofte proppet med mange forskellige meltyper, stivelse og e-numre for at få det til at hænge sammen. Samtidig er det forholdsvis dyrt. Det kunne man måske godt leve med, hvis det nu var super lækkert, men det er altså bare sjældent tilfældet. Derfor bager jeg mit brød selv, eller blandt andet derfor skulle jeg måske sige. For glutenallergi eller ej, så er jeg nu tilhænger af, at man bager sit brød selv så ofte som muligt. Et af de brød jeg ofte bager er dette brød med quinoa og boghvede. Begge meltyper er naturligt fri for gluten og har et højt næringsindhold. Selvom man sagtens kan tåle gluten, vil jeg helt klart anbefale, at man prøver dette brød. Det har masser af dejlig smag og en lækker konsistens – og så holder det sig frisk i lang tid. Derudover vil det høje indhold af de mange sunde næringsstoffer i både quinoa og boghvede, kunne gavne alle at få indimellem. En god afveksling til det mere traditionelle og knap så næringsrige hvedebrød. Boghvedemel kan man købe i rigtig mange dagligvarebutikker efterhånden og quinoamel fåes i de fleste helsekostbutikker. Jeg køber det her.
Brødet er super nemt at lave, men det skal lige planlægges lidt, da der skal laves en grunddej, som skal langtidshæve. Opskriften kommer her.

Grunddej:
1½  dl lunkent vand
10 g økologisk gær 
2½ dl yoghurt (laktosefri)
1 tsk ahornsirup
125 g quinoamel
125 g boghvedemel

Gæren røres ud i vandet. Yoghurt og sirup blandes i. Herefter tilsættes melet og der røres godt. Fordejen sættes til hævning ved stuetemperatur i 9-10 timer. Evt. natten over – den må dog ikke hæve længere end 12 timer.
Herefter røres følgende ingredienser i dejen:

1 dl vand
120 g quinoamel
120 g boghvedemel
2 spsk økologisk jomfruolivenolie
1 tsk salt

Rør dejen godt med en håndmixer eller i en køkkenmaskine. Den skal have en meget blød grødagtig konsistens. Hæld dejen i en smurt brødform på ca. 1½ liter. Lad brødet hæve i en times tid, til det har hævet sig ca. 2 cm. Herefter bages det ved 180 grader varmluft i ca. 1 time. Jeg fryser indimellem lidt af brødet i skiver, så man altid har noget, man hurtigt kan tage ud og lune.

Quinoaboghvedebroed

Du har måske også lyst til at læse dette

Ingen kommentarer endnu

Kommenter

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk